Barndomsminder

Juleaften 1940

Hver eneste jul, siden jeg var fem år, har jeg tænkt på en rødhåret sygeplejerske.
I vinteren 1940 havde jeg været indlagt en måned for skarlagensfeber på Kolding sygehus.
Jeg havde også fået skoldkopper, og en betændelse under min storetånegl bevirkede, at jeg måtte have neglen af. Derfor kunne jeg ikke komme hjem til juleaften, men måtte tilbringe den i min seng på sygehuset.
Men jeg havde heldigvis "min"sygeplejerske til at trøste mig. Dejlige frk. Stigaard.
I mine øjne gik hun næsten rundt med glorie, og jeg var meget glad, da hun kørte min seng ind på den store stue hvor juletræet stod.
Et var, at jeg forgudede frk. Stigaard, men at hun også blev nævnt i en af vores julesalmer, det blev jeg meget duperet af.
Hvert år , når jeg synger "Glade jul", går mine tanker til hende ved denne linie: - Lønligt iblandt os de går!
Hvis frk. Stigaard ikke er blandt os mere, så har hun garanteret nu en ægte, lysende glorie om sit dejlige røde hår.

Min historie havde været i Hjemmet nr.46 2003,og jeg havde modtaget 500 kr.samt Ida Gantriis`tegning

En frøken med glorie er helt i min historie.

Men så skete der noget uventet !

Jeg modtog en hilsen fra Hjemmets redaktion.
De vidresendte en hilsen, og skrev at de håbede jeg ville glæde mig over at min barndoms gode fe havde fået et godt og langt liv.
Det var en dame fra Dragør, hun genkendte straks hendes dejlige kusine. Kylle- hvis rigtige navn var Ester.
Hun var uddannet barneplejerske. Havde i 1943 været i København, men flyttede tilbage til Kolding, blev gift Fenneberg og fik et par dejlige tvillingedrenge. Hun uddannede sig til kosmetelog, og havde i mange år salon og forretning i Slotsgade i Kolding. Hun døde i januar i år (2003)og har uden tvivl en lysende glorie om sit dejlige røde hår!

Det var dejligt at høre - Men - jeg er fra Vamdrup, og boede nogle år 1959-1961 i Kolding, mens jeg serverede på Saxildhus.
Jeg har uden tvivl været inde i hendes forretning uden at vide hvem hun var!

Men een ting har jeg lært -Udsæt aldrig til i morgen hvad du kan nå i dag!
Jeg tænkte jo på hende hvert år når jeg sang "Glade jul".

Her er jeg inde på værkstedet hos Far og Nelle.

Julemanden- tror du på julemanden?

Om jeg tror på julemanden?
Det ved da den søde grød at jeg gør - jeg har jo selv talt med ham - eller talt og talt - jeg hørte ham!
Men det er godt nok mange år siden - når jeg sådan ser tilbage.
Det var under krigen i midten af forrige århundrede -( og i slutningen af forrige årtusinde)!.
Min Far der var skrædder sad på sit værkstedsbord i skrædderstilling og syede. Det var op til jul og forretningerne havde længe åben, Nelle, min Fars kvindelige skræddersvend, var gået i byen for at handle. Min Mor gik inde i stuen og pyntede op til jul,og jeg var gået ind på værkstedet for at pakke en gave ind, som Mor ikke måtte se.
Under krigen måtte der ikke komme lys ud hvis en dør blev åbnet, så Far havde sat en stor skærm op fra gulv til loft, der gik et par meter ind på værkstedet.
Pludselig gik døren op, og Nelle kom helt forpustet farende ind af døren
"Pu-ha.I kan ikke gætte hvem jeg mødte henne hos bageren"- så stod hun og pustede - men fortsatte så -"JULEMANDEN kom gående med en stor sæk på ryggen og spurgte om der var nogen søde børn her i Østergade?"
Mens Nelle fortalte bankede mit hjerte, som skulle det sprænges, jeg var kun lige fyldt 6 år.
Pludselig blev der banket på døren - 3 store hårde bank !
Far og Nelle så på hinanden og far sagde højt:"Ja - kom ind!"
(Der var ingen der plejede at banke på,vi havde en klokke på døren, der ringede når døren blev åbnet,)

Døren gik langsomt op - klokken ringede, og jeg så op på Nelle , samtidig med at jeg trak mig tilbage bag Far. Jeg kunne jo ikke se noget for skærmen

Så lød en dyb stemme: "Det er julemanden, jeg vil lige høre om der er nogle søde børn her, der fortjener en julegave"?
Jeg var tør i munden og kunne ikke sige noget, så jeg så bare op på Far og nikkede ivrigt!
"Ja vi har jo Tøsen,som vi kalder hende, hun hedder godt nok Anni, og du har da puttet noget i hendes strømpe hver dag, så mon ikke hun nok opfører sig ordentlig for fremtiden også."
Jeg nikkede på livet løs , mens Far og Nelle skiftedes til at fortælle hvad de vidste jeg ønskede mig.
"Ja, men så vil jeg ønske jer alle en rigtig glædelig jul!"-og så lukkede han døren.
"Nå tror I mig så", spurgte Nelle "Skal vi gå ud og se efter hvor han er henne?
Han var ingen steder at se, men jeg skyndte mig ind i stuen;"MOR-MOR ved du hvad- ved du hvem der har været her - - og så fortalte jeg - - og ved du hvad - jeg fik virkelig nogle - eller mange af mine ønsker opfyldt - så- jo- JEG TROR PÅ JULEMANDEN